Zaki
Født: 12.02.2008
Aflivet: 08.04.2011
Flyttet hjem til mig: 06.04.2008
Dette er en mindeside om Zaki. Zaki var min kleiner münsterländer som jeg nåede at have i 3 år før han blev aflivet.
Jeg købte ham kort tid efter at Cody var blevet aflivet. Han var 8 uger da jeg hentede ham. Jeg valgte meget bevidst kleineren racen er hurtig, venlig, villig til at lære og helt igennem en fantastisk hund.
Zaki skilte sig meget ud fra racen. Han blev meget større og mere kraftig end racen normalt er, og så var han aldrig voldsom hurtig. Zaki skabte helt fra starten af store problemer for mig, og selvom jeg var omgivet af hundefolk med meget erfaring så var Zaki noget af en gåde. Da han var omkring et år var første gang vi oplevede at tingene ikke var en stor kamp hele tiden, og endelig kunne jeg slippe ham med andre hunde uden at være bekymret for hans adfærd overfor dem. Jeg synes faktisk at jeg havde en hund jeg nu kunne arbejde med, og han blev rigtig hurtig dygtig til agility og derefter lydighed. Han var skarp på agility banen, nem at "handle" (styre), og rigtig god. Han var ikke voldsom hurtig, men hans tempo var fint og jeg var meget glad for ham som makker på banen. I Efteråret 2010 vandt vi D-klassen til klubmesterskabet i lydighed. Zaki blev lidt en cross-over hund, idet vi gik fra klassisk indlæring, overtil operant indlæring. Han reagerede super godt på den operante indlæring, og det var fantastisk at se meget hurtige fremskridt indenfor eks. lineføring. Han var blevet en hund vi aldrig havde turde håbe på! Han var stadig lidt svær at bo sammen med, men det accepterede jeg, og vi tacklede det bedst muligt. Vi nåede at have et års tid hvor jeg synes han udviklede sig meget positivt. Så blev han to år gammel og selvom han stadig var en meget speciel hund, så var jeg ganske godt tilfreds med ham. Desværre begyndte det at gå ned af bakke med ham. Han blev overfaldt af en anden hund, og begyndte efterfølgende at reagere på det. Pludselig blev han uberegnelig i forhold til andre hunde. Men samtidig så legede han rigtig godt med andre hunde, og indimellem løb de og legede indtil han lige pludselig blev vred. Han bed ikke, men var meget voldsom med hans krop og havde meget lyd på. Rigtig ubehageligt. Jeg prøvede at finde et mønster i hans adfærd, men det var ikke så nemt. Så i lang tid legede han kun med hunde han kendte. Lige indtil det en dag også gik galt. Denne mærkelige adfærd trådte i karakter på de mærkeligste tidspunkter og uden advarsel eller noget først. Og så en dag gik det ud over gamle Vaks. Det var rigtig ubehageligt og jeg forsod det bare slet slet ikke. Vi prøvede mange ting over det sidste år jeg havde ham, men de sidste 3-4 uger han boede ved mig stolede jeg slet ikke på ham. Jeg synes han blev mere og mere utilregnelig og jeg blev stolede slet ikke på ham mere. De sidste par uger legede han ikke med andre hunde, da jeg simpelthen ikke turde. Jeg vidste ikke mine levende råd og kontaktede min dyrlæge, som har fulgt mig og mine hunde meget tæt, og som har været ind over Zaki af flere omgange. Han tog sig meget god tid til at snakke med mig og da jeg havde fortalt om hele historien om Zaki var min dyrlæge slet ikke i tvivl om at Zaki havde en medfødt form for hjerneskade som var skyld i hans opførsel. Min dyrlæge rådede mig til aflivning, men det var jeg nu alligevel ikke helt klar til. For der var jo intet røngentbillede af en brækket knogle eller andet, så det var ikke noget der sagde "der er fejlen". Det var rigtig svært for mig, men efter en lang snak med min træner som fulgte Zaki meget tæt på hele hans liv, var beslutningen egentlig nem. Jeg kunne ikke leve med usikkerheden og tvivlen til min ellers elskede hund, og samtidig så blev jeg mere og mere sikker på at min hund faktisk ikke havde det så godt som jeg troede. Jeg blev faktisk ret overbevist om at den hjerneskade påvirkede ham mere end jeg havde troet, og at det faktisk også var synd for ham når han fik de anfald. Jeg tog beslutningen torsdag aften og fredag morgen ringede jeg til min dyrlæge som aflivede ham for mig. Jeg sad med ham i mine arme mens han sov ind. Jeg var sikker på at jeg nu havde givet både ham selv og mig fred, selvom det var en meget svær beslutning.
Da jeg efterfølgende tog i DcH klubben for at snakke lidt med de andre hundefolk blev jeg virkelig rørt. Der var ikke grænser for deres omsorg, forståelse og medfølelse i denne svære sag. Jeg oplevede ikke en eneste der var mistroisk i forhold til min beslutning om Zaki. Ikke en eneste tvivlende kommentar. Alle havde meget stor forståelse for min situation og tog hatten af for min beslutning.
Min dyrlæge fortalte mig at han i alle hans år som dyrlæge aldrig havde set en hund med sådan en skade, der var blevet mere end 1 år gammel, for normalt var de aflivet inden. Han sagde at Zaki kun havde fået 3 gode år fordi han havde været min hund. Det rørte mig dybt.
Selvom savnet til Zaki stadig er meget stort, og vi skulle være nået så meget længere indenfor agility, lydighed og så meget andet, så er jeg idag meget glad for min beslutning. Jeg tog et ansvar for min hund. For hans skyld og for min skyld. Jeg kunne ikke have levet med hvis han havde bidt nogen, hverken hund eller mennesker. Så jeg er glad for at jeg sagde stop før det nåede dertil.
Zaki er stadig meget savnet, og burde have haft så mange flere år her hos mig. Til gengæld ved jeg at han nu løber og hygger sig med Vaks og Cody i hundehimlen.
Tak til Zaki for hans kæmpe støtte mens min kæreste var udsendt som soldat. Han var virkelig lyspunktet i mit liv i den periode.
Aflivet: 08.04.2011
Flyttet hjem til mig: 06.04.2008
Dette er en mindeside om Zaki. Zaki var min kleiner münsterländer som jeg nåede at have i 3 år før han blev aflivet.
Jeg købte ham kort tid efter at Cody var blevet aflivet. Han var 8 uger da jeg hentede ham. Jeg valgte meget bevidst kleineren racen er hurtig, venlig, villig til at lære og helt igennem en fantastisk hund.
Zaki skilte sig meget ud fra racen. Han blev meget større og mere kraftig end racen normalt er, og så var han aldrig voldsom hurtig. Zaki skabte helt fra starten af store problemer for mig, og selvom jeg var omgivet af hundefolk med meget erfaring så var Zaki noget af en gåde. Da han var omkring et år var første gang vi oplevede at tingene ikke var en stor kamp hele tiden, og endelig kunne jeg slippe ham med andre hunde uden at være bekymret for hans adfærd overfor dem. Jeg synes faktisk at jeg havde en hund jeg nu kunne arbejde med, og han blev rigtig hurtig dygtig til agility og derefter lydighed. Han var skarp på agility banen, nem at "handle" (styre), og rigtig god. Han var ikke voldsom hurtig, men hans tempo var fint og jeg var meget glad for ham som makker på banen. I Efteråret 2010 vandt vi D-klassen til klubmesterskabet i lydighed. Zaki blev lidt en cross-over hund, idet vi gik fra klassisk indlæring, overtil operant indlæring. Han reagerede super godt på den operante indlæring, og det var fantastisk at se meget hurtige fremskridt indenfor eks. lineføring. Han var blevet en hund vi aldrig havde turde håbe på! Han var stadig lidt svær at bo sammen med, men det accepterede jeg, og vi tacklede det bedst muligt. Vi nåede at have et års tid hvor jeg synes han udviklede sig meget positivt. Så blev han to år gammel og selvom han stadig var en meget speciel hund, så var jeg ganske godt tilfreds med ham. Desværre begyndte det at gå ned af bakke med ham. Han blev overfaldt af en anden hund, og begyndte efterfølgende at reagere på det. Pludselig blev han uberegnelig i forhold til andre hunde. Men samtidig så legede han rigtig godt med andre hunde, og indimellem løb de og legede indtil han lige pludselig blev vred. Han bed ikke, men var meget voldsom med hans krop og havde meget lyd på. Rigtig ubehageligt. Jeg prøvede at finde et mønster i hans adfærd, men det var ikke så nemt. Så i lang tid legede han kun med hunde han kendte. Lige indtil det en dag også gik galt. Denne mærkelige adfærd trådte i karakter på de mærkeligste tidspunkter og uden advarsel eller noget først. Og så en dag gik det ud over gamle Vaks. Det var rigtig ubehageligt og jeg forsod det bare slet slet ikke. Vi prøvede mange ting over det sidste år jeg havde ham, men de sidste 3-4 uger han boede ved mig stolede jeg slet ikke på ham. Jeg synes han blev mere og mere utilregnelig og jeg blev stolede slet ikke på ham mere. De sidste par uger legede han ikke med andre hunde, da jeg simpelthen ikke turde. Jeg vidste ikke mine levende råd og kontaktede min dyrlæge, som har fulgt mig og mine hunde meget tæt, og som har været ind over Zaki af flere omgange. Han tog sig meget god tid til at snakke med mig og da jeg havde fortalt om hele historien om Zaki var min dyrlæge slet ikke i tvivl om at Zaki havde en medfødt form for hjerneskade som var skyld i hans opførsel. Min dyrlæge rådede mig til aflivning, men det var jeg nu alligevel ikke helt klar til. For der var jo intet røngentbillede af en brækket knogle eller andet, så det var ikke noget der sagde "der er fejlen". Det var rigtig svært for mig, men efter en lang snak med min træner som fulgte Zaki meget tæt på hele hans liv, var beslutningen egentlig nem. Jeg kunne ikke leve med usikkerheden og tvivlen til min ellers elskede hund, og samtidig så blev jeg mere og mere sikker på at min hund faktisk ikke havde det så godt som jeg troede. Jeg blev faktisk ret overbevist om at den hjerneskade påvirkede ham mere end jeg havde troet, og at det faktisk også var synd for ham når han fik de anfald. Jeg tog beslutningen torsdag aften og fredag morgen ringede jeg til min dyrlæge som aflivede ham for mig. Jeg sad med ham i mine arme mens han sov ind. Jeg var sikker på at jeg nu havde givet både ham selv og mig fred, selvom det var en meget svær beslutning.
Da jeg efterfølgende tog i DcH klubben for at snakke lidt med de andre hundefolk blev jeg virkelig rørt. Der var ikke grænser for deres omsorg, forståelse og medfølelse i denne svære sag. Jeg oplevede ikke en eneste der var mistroisk i forhold til min beslutning om Zaki. Ikke en eneste tvivlende kommentar. Alle havde meget stor forståelse for min situation og tog hatten af for min beslutning.
Min dyrlæge fortalte mig at han i alle hans år som dyrlæge aldrig havde set en hund med sådan en skade, der var blevet mere end 1 år gammel, for normalt var de aflivet inden. Han sagde at Zaki kun havde fået 3 gode år fordi han havde været min hund. Det rørte mig dybt.
Selvom savnet til Zaki stadig er meget stort, og vi skulle være nået så meget længere indenfor agility, lydighed og så meget andet, så er jeg idag meget glad for min beslutning. Jeg tog et ansvar for min hund. For hans skyld og for min skyld. Jeg kunne ikke have levet med hvis han havde bidt nogen, hverken hund eller mennesker. Så jeg er glad for at jeg sagde stop før det nåede dertil.
Zaki er stadig meget savnet, og burde have haft så mange flere år her hos mig. Til gengæld ved jeg at han nu løber og hygger sig med Vaks og Cody i hundehimlen.
Tak til Zaki for hans kæmpe støtte mens min kæreste var udsendt som soldat. Han var virkelig lyspunktet i mit liv i den periode.