Vaks
Født: 07.08.1998
Aflivet: 05.02.2011
Flyttet hjem til min farbror: efteråret 2000
Flyttet hjem til mig: 2004
Tilbage i år 2000 hentede min handicappet farbror en lille labrador blanding på et internat. Den lille sorte hund blev kaldt Vaks. Vaks blev købt for at holde min farbror med selskab og var stor nok til at farbror kunne nå ham fra kørestolen, men lille nok til at kunne sidde oppe ved farbror i kørestolen. Dette kom min farbror meget til glæde. Det var så min farmor der luftede Vaks morgen og aften, da farbror ikke selv var i stand til dette. Om eftermiddagen vil min farmor dog gerne være fri, og jeg fik lov at lufte ham, da min farmor vidste at jeg rigtig gerne vil have hund. Da jeg havde luftet ham hver dag i et par måneder, var det ikke længere nok for mig - jeg ville have mere hund end bare en luftetur. Derfor listede jeg Vaks ind hjemme i huset ved mine forældre, mens de ikke var hjemme og sørgede for at aflevere Vaks igen inden der kom nogle hjem. Jeg troede ikke at mor og far havde opdaget det, men en 10 årig tænker jo ikke over skidt og hundehår, så jeg var hurtig afsløret. Jeg fik dog lov at fortsætte og det blev hurtigt sådan at jeg hentede Vaks efter skole og tog ham med hjem, hvor han var indtil jeg afleverede ham omkring aftensmadstid. Vaks var en kvik, ivrig, klog hund, som hurtigt vandt alles hjerter. Når jeg kom efter skole, sad Vaks oppe i vinduet (han var hoppet op på et bord), og kiggede efter mig og hele kroppen logrede når jeg låste mig ind til ham. Mig og Vaks tilbragte så mange timer sammen, og tit og ofte sammen med lufte kammerater. Min veninde havde en labrador/kleiner/puddel blanding som var et år ældre end Vaks, og gennem en hel sommer cyklede mig og Vaks ned til hende, vi luftede hunde sammen, de legede, vi trænede sammen og gik ture og badede med hundene. Det var så hyggeligt og Vaks elskede det! Han var med til så meget som overhovedet muligt. Jeg forgudede den lille retriever blanding, og han var endda med oppe på skolen af flere omgange og optræde med at han kunne stå på skateboard, hoppe i sjip, og alle de andre sjove ting vi sammen havde lavet.
Vaks var en rigtig bølle da jeg begyndte til træning med ham, da han var omkring 3 år. Og selvom vi kæmpede os igennem træningen, så er jeg stadig kendt for i klubben at være den lille pige der stod og råbte "VAKS!" hver eneste time, og en sort hund der løb rundt på banen og hyggede sig på egen hånd. Han kunne selvfølgelig være i snor når vi trænede lydighed, men da vi startede på agility var der ingen vej udenom - snoren skulle af. Det var virkelig en udfordring, men med tiden blev Vaks rigtig god. Til sidst blev han faktisk ved mig på banen og han stak sjældent af. En milepæl var nået. Vaks og jeg havde mange gode stunder i klubben.
I år 2004 får min farbror konstateret allergi, og overlader Vaks til mig. Jeg var overlykkelig! Endelig var Vaks helt min egen, som jeg havde ønsket de sidste par år. Det var virkelig et stort ønske der gik i opfyldelse! Og jeg havde listet Vaks ind af bagdøren og kunne nu kalde mig hundeejer, selvom mine forældre i så mange år havde sagt nej til hund. Men nu havde jeg jo bevist at interessen holdt ved, og at jeg nok skulle gå ture med ham, passe ham, træne ham osv.
Vaks fortsatte sin agility karriere indtil han var 10 år gammel, og han var en fantastisk hund i alle årene. Han var elsket af alle og kunne charme sig ind hos alle. Vaks var virkelig noget specielt og en meget speciel hund. Jeg tror aldrig igen at jeg vil få en hund som minder om Vaks, for han var meget unik. Konkurrence mæssigt nåede vi aldrig langt, men bortset fra det, så var han bare så god og rar som dagen var lang.
Vaks blev 12,5 år gammel og var en meget tro følgesvend i de 10,5 år jeg nåede at kende ham og være ved hans side. Han fulgte mig i tykt og tyndt og var en alletiders ven. En søndag morgen stod jeg op til en hund som var frisk som altid, men som ikke kunne tisse ordentlig og som tissede blod. Da var jeg klar over at jeg måtte tage afsked med min tro følgesven gennem så mange år. Jeg ringede til min familie og fortalte dem den dårlige nyhed, og på vej til dyrlægen kørte vi op forbi dem, så de kunne side farvel til dem. De havde trods alt også boet med ham i 10,5 år (vi var næsten lige flyttet da det skete). Så gik turen til vores utrolig dygtige dyrlæge, som kiggede vores hund efter. Konklusionen blev nyresten som havde nået urinrøret. To muligheder: stor kompliceret operation eller aflivning. Jeg var ikke i tvivl om at min gamle hund ikke skulle igennem en masse. Han havde ikke fortjent at skulle igennem en stor operation i hans alder. Derfor var beslutningen ikke svær - jeg skyldte ham ganske enkelt en værdig afslutning. Vaks fik fred og jeg var meget glad for at han havde været frisk lige til det sidste. Det må være en hver hundeejers drøm. Intet langt sygdomsforløb eller svære beslutninger. Frisk til det sidste og sådan husker vi ham også. En meget værdig død for en gammel hund.
Vaks har lært mig så meget. Han lærte mig en masse grundlæggende og var der igennem en vigtig periode i mit liv. I medgang og modgang fulgte han mig som en tro følgesven. Jeg føler mig meget beæret ved at have haft Vaks ved min side og han vil altid være elsket og husket.
Tak for alt min gamle ven. Hvil i fred <3
Aflivet: 05.02.2011
Flyttet hjem til min farbror: efteråret 2000
Flyttet hjem til mig: 2004
Tilbage i år 2000 hentede min handicappet farbror en lille labrador blanding på et internat. Den lille sorte hund blev kaldt Vaks. Vaks blev købt for at holde min farbror med selskab og var stor nok til at farbror kunne nå ham fra kørestolen, men lille nok til at kunne sidde oppe ved farbror i kørestolen. Dette kom min farbror meget til glæde. Det var så min farmor der luftede Vaks morgen og aften, da farbror ikke selv var i stand til dette. Om eftermiddagen vil min farmor dog gerne være fri, og jeg fik lov at lufte ham, da min farmor vidste at jeg rigtig gerne vil have hund. Da jeg havde luftet ham hver dag i et par måneder, var det ikke længere nok for mig - jeg ville have mere hund end bare en luftetur. Derfor listede jeg Vaks ind hjemme i huset ved mine forældre, mens de ikke var hjemme og sørgede for at aflevere Vaks igen inden der kom nogle hjem. Jeg troede ikke at mor og far havde opdaget det, men en 10 årig tænker jo ikke over skidt og hundehår, så jeg var hurtig afsløret. Jeg fik dog lov at fortsætte og det blev hurtigt sådan at jeg hentede Vaks efter skole og tog ham med hjem, hvor han var indtil jeg afleverede ham omkring aftensmadstid. Vaks var en kvik, ivrig, klog hund, som hurtigt vandt alles hjerter. Når jeg kom efter skole, sad Vaks oppe i vinduet (han var hoppet op på et bord), og kiggede efter mig og hele kroppen logrede når jeg låste mig ind til ham. Mig og Vaks tilbragte så mange timer sammen, og tit og ofte sammen med lufte kammerater. Min veninde havde en labrador/kleiner/puddel blanding som var et år ældre end Vaks, og gennem en hel sommer cyklede mig og Vaks ned til hende, vi luftede hunde sammen, de legede, vi trænede sammen og gik ture og badede med hundene. Det var så hyggeligt og Vaks elskede det! Han var med til så meget som overhovedet muligt. Jeg forgudede den lille retriever blanding, og han var endda med oppe på skolen af flere omgange og optræde med at han kunne stå på skateboard, hoppe i sjip, og alle de andre sjove ting vi sammen havde lavet.
Vaks var en rigtig bølle da jeg begyndte til træning med ham, da han var omkring 3 år. Og selvom vi kæmpede os igennem træningen, så er jeg stadig kendt for i klubben at være den lille pige der stod og råbte "VAKS!" hver eneste time, og en sort hund der løb rundt på banen og hyggede sig på egen hånd. Han kunne selvfølgelig være i snor når vi trænede lydighed, men da vi startede på agility var der ingen vej udenom - snoren skulle af. Det var virkelig en udfordring, men med tiden blev Vaks rigtig god. Til sidst blev han faktisk ved mig på banen og han stak sjældent af. En milepæl var nået. Vaks og jeg havde mange gode stunder i klubben.
I år 2004 får min farbror konstateret allergi, og overlader Vaks til mig. Jeg var overlykkelig! Endelig var Vaks helt min egen, som jeg havde ønsket de sidste par år. Det var virkelig et stort ønske der gik i opfyldelse! Og jeg havde listet Vaks ind af bagdøren og kunne nu kalde mig hundeejer, selvom mine forældre i så mange år havde sagt nej til hund. Men nu havde jeg jo bevist at interessen holdt ved, og at jeg nok skulle gå ture med ham, passe ham, træne ham osv.
Vaks fortsatte sin agility karriere indtil han var 10 år gammel, og han var en fantastisk hund i alle årene. Han var elsket af alle og kunne charme sig ind hos alle. Vaks var virkelig noget specielt og en meget speciel hund. Jeg tror aldrig igen at jeg vil få en hund som minder om Vaks, for han var meget unik. Konkurrence mæssigt nåede vi aldrig langt, men bortset fra det, så var han bare så god og rar som dagen var lang.
Vaks blev 12,5 år gammel og var en meget tro følgesvend i de 10,5 år jeg nåede at kende ham og være ved hans side. Han fulgte mig i tykt og tyndt og var en alletiders ven. En søndag morgen stod jeg op til en hund som var frisk som altid, men som ikke kunne tisse ordentlig og som tissede blod. Da var jeg klar over at jeg måtte tage afsked med min tro følgesven gennem så mange år. Jeg ringede til min familie og fortalte dem den dårlige nyhed, og på vej til dyrlægen kørte vi op forbi dem, så de kunne side farvel til dem. De havde trods alt også boet med ham i 10,5 år (vi var næsten lige flyttet da det skete). Så gik turen til vores utrolig dygtige dyrlæge, som kiggede vores hund efter. Konklusionen blev nyresten som havde nået urinrøret. To muligheder: stor kompliceret operation eller aflivning. Jeg var ikke i tvivl om at min gamle hund ikke skulle igennem en masse. Han havde ikke fortjent at skulle igennem en stor operation i hans alder. Derfor var beslutningen ikke svær - jeg skyldte ham ganske enkelt en værdig afslutning. Vaks fik fred og jeg var meget glad for at han havde været frisk lige til det sidste. Det må være en hver hundeejers drøm. Intet langt sygdomsforløb eller svære beslutninger. Frisk til det sidste og sådan husker vi ham også. En meget værdig død for en gammel hund.
Vaks har lært mig så meget. Han lærte mig en masse grundlæggende og var der igennem en vigtig periode i mit liv. I medgang og modgang fulgte han mig som en tro følgesven. Jeg føler mig meget beæret ved at have haft Vaks ved min side og han vil altid være elsket og husket.
Tak for alt min gamle ven. Hvil i fred <3