Cody
Født: 02.04.2006
Aflivet: 13.02.2008
Flyttet hjem til mig: 25.05.2006
Cody fortjener sin helt egen side herinde med alle de minder den kan rumme. Han vil altid have en helt speciel plads i mit hjerte og i mine minder. Mine andre hunde har lært mig en masse om hunde og træning og det gjorde Cody også. Men Cody er samtidig den hund der lærte mig mest om livet. Han lærte mig så meget og den sorg jeg gik igennem da han blev aflivet har virkelig udviklet mig og været med til at gøre mig til den jeg er idag og lært mig at tackle og håndtere sorg på en helt anden måde end jeg var i stand til da jeg som 18 årig mistede den hund jeg troede skulle følge mig de næste mange mange år.
Jeg havde plaget og plaget mine forældre siden jeg var 14 om jeg dog ikke nok måtte få min egen hundehvalp. På det tidspunkt var Vaks 6 år gammel, og jeg begyndte at opdage at han ikke ville holde evigt og jeg vil så gerne have en afløser som kunne løbe agility, når Vaks ikke længere kunne være med. Mine forældre synes dog ikke lige at en ny hvalp var sagen på daværende tidspunkt. Samtidig kunne de dog godt se deres lille piges brændende ønske om at få sin helt egen hundehvalp, starte helt fra starten med en hvalp hun selv havde udvalgt og bare få lov at udleve sin drøm. Så kompromiet blev at jeg måtte vente 2 år og så måtte jeg få min egen hvalp. Det var to meget lange år, og jeg prøvede så mange gange at fremskynde processen, men mine forældre stod fast. Jeg troede aldrig at de to år skulle gå, og jeg kunne næsten ikke tåle at se synet af en hvalp nogen steder. Det var virkelig så stort et ønske! Endelig kom sommeren hvor jeg skulle ud og finde min helt egen hvalp, 16 år gammel. Jeg forhørte mig ved mine trænere, ang. valg af blanding (vil gerne have en blanding på daværende tidspunkt), og var opmærksom på en helt masse ting. På nettet fandt min mor et kuld hvalpe: 3/4 labrador retriever og 1/4 engelsk springer spaniel. En fantastisk blanding, som også skulle vise sig at blive en utrolig smuk og hurtig hund. Vi var ude og se kuldet da de var 5 uger gamle, og jeg udså mig hurtigt to hvalpe ud af 7 hanhunde (9 hvalpe i kuldet). Jeg tog hjem og som på alle de tanker der kørte rundt, for var jeg nu også helt sikker på at det her var HUNDEN? Efter en lang nat og en lang dag dagen efter, husker jeg at jeg listede ud i køkkenet hvor mine forældre sad og sagde at jeg havde bestemt mig. Jeg fortalte at jeg vil have den lille mørke som blev kaldt "Wolf". Mine forældre spurgte om jeg var helt sikker, og efter det ringede jeg til opdrætteren og sagde at jeg havde bestemt mig. Hun var meget glad for at sælge en hvalp til mig, og reseverede lille Wolf til mig. Jeg tror ikke at jeg lyver når jeg fortæller at den sommer var den mest lykkelige tid jeg nogensinde har haft. De 3 ugers ventetid på at få Cody hjem var ulidelige og jeg gik rundt med billeder på mig som jeg viste til alle og jeg fortalte og fortalte om min lille hvalp.
Endelig kom dagen. Det var dagen efter at jeg havde fået læseferie i 9. klasse, (behøver jeg sige hvor meget jeg fik læst?), og jeg vidste at min tid bare skulle være hjemme sammen med Cody hele sommeren. Vi satte kurs mod Varde hvor vi nåede frem til den mest bedårende lille hundehvalp. Åhh han var bare perfekt og fantastisk. Vi fik styr på de sidste detaljer og jeg tog ham med ud i bilen og vi kørte hjem. Han lå på bagsædet ved siden af mig hele vejen og jeg var bare SÅ lykkelig! Jeg havde det største smil over hele hovedet. Hjemme hilste Cody på Vaks og fandt sig hurtigt til rette i sit nye hjem. Det var en meget lykkelig tid, selvom det var en lidt større opgave at få en hundehvalp end jeg lige havde forestillet mig. Men ikke på noget tidspunkt var jeg træt af Cody eller ønskede en anden hund. Han var bare så perfekt som han overhovedet kunne være! Det gik lidt langsomt med træningen og han var lidt speciel at arbejde med og vores træningsmetoder passede nok egentlig bare ikke så godt på ham, set i bakspejlet. Men træningsfremskridtene kom dog stadig, også i agility, og jeg var lykkelig. Han var så nem i hverdagen, kom ALTID når man kaldte, om så der sprang en hare op foran ham. Han var bare sådan en let og dejlig hund. Det eneste der var med ham var at han var lidt utryg ved fremmede mennesker og specielt børn. Set i bakspejlet er jeg sikker på at det har været fordi han havde ondt.
Da han var 1 år og 10 måneder lagde jeg mærke til at han var meget stivbenet om aftenen, specielt efter en lang cykel eller gåtur. Efter lidt tid opdagede jeg at han faktisk haltede en smule om aftenen, og jeg vidste at han skulle til dyrlæge og tjekkes. Mandag morgen kørte vi til dyrlægen som mærkede på ham, og sagde at hun synes han skulle komme ind til røngent om tirsdagen. Tirsdag morgen afleverede jeg min gule hund ved dyrlægen og kørte hjem. Jeg snakkede meget frem og tilbage med min mor om hvad der ville ske hvis jeg ikke længere kunne træne agility med Cody, men samtidig med at det ville være en kæmpe sorg, så vidste jeg også at jeg vil gå over og træne lydighed med ham i stedet og vente med agility til jeg engang vil få en anden hund. Det var bare stadig en hård nød at sluge at det måske var slut med agility som betød så meget for mig. Alligevel betød min hund mere for mig og jeg bestemte mig for at han skulle have det bedst mulige liv, selvom det blev uden agility.
Da vi kom ind til dyrlægen kom vi med ind og så røngent billederne. Min dygtige dyrlæge forklarede og fortalte. Cody havde c/d hofter og ud over det, havde han en grim sygdom som gjorde at hans led blev helt krater agtige, i stedet for at være fine runde og glatte. Jeg brød fuldstændig sammen. Hans behandlingsmuligheder var ikke overbevisende og slet ikke langsigtede. Dyrlægen snakkede et par år. Da vi gik ud derfra vidste jeg hvad det betød. Jeg vidste at jeg ikke kunne byde min hund et sådan liv, og fra at være bange for at miste agility, skulle jeg nu miste min hund. Den hund som havde gjort mig til det lykkeligste menneske om som var min drøm igennem flere år. Alle de tanker jeg havde gjort mig om vores fremtid og alle de planer jeg havde for os. Vi kørte hjem og jeg var hoppet ind på bagsædet med cody ved min side. Hele vejen hjem lå han med hovedet i mit skød. Jeg var sikker på beslutningen, men ikke spor sikker på tidspunktet. Det var så hårdt og jeg tænkte over det hele aftenen. Da Cody om aftenen virkede til at være helt frisk efter bedøvelsen, var det blevet mørkt, så jeg tog ham i snor og gik op i byen en tur. Han hoppede og dansede rundt, for han havde slet ikke fået brugt sin energi den dag. Det var lige præcis dér jeg tog beslutningen. Hans liv de næste par måneder skulle foregå i snor og uden at løbe frit havde dyrlægen sagt. Og lige netop den aften viste Cody mig at den hund var han bare ikke. Da jeg kom hjem fra turen fortalte jeg resten af familien at dette var vores sidste aften med Cody og at han dagen efter skulle aflives. Jeg ville huske ham som en glad hund, der nød sit liv til det sidste. Jeg vil ikke huske ham som en syg hund der levede de sidste dage at sit liv begrænset.
Jeg sov ikke den nat, og næste morgen gik jeg tur med ham i 3 timer (for jeg vidste han først vil få ondt til aften, og der ville han have fået fred). Bagefter faldt vi sammen i søvn på stuegulvet indtil dyrlægen kom ved middagstid. Jeg sad med ham i mine arme og beroligede ham da han fik den første beroligende sprøjte. Desværre udløste den et epileptisk anfalt, hvilket var virkelig ubehageligt. Jeg kunne ikke gøre andet end bare at sidder der med ham i mine arme og holde ham fast indtil anfaldet var ovre. Bagefter fik han den sidste sprøjte og sov ind.
Det tog mig 1 år før jeg ikke længere græd over ham hver dag og så småt kom videre. Tabet af ham vil altid sidde dybt i mig og følge mig resten af mit liv.
Hvil i fred min kære dreng.
Aflivet: 13.02.2008
Flyttet hjem til mig: 25.05.2006
Cody fortjener sin helt egen side herinde med alle de minder den kan rumme. Han vil altid have en helt speciel plads i mit hjerte og i mine minder. Mine andre hunde har lært mig en masse om hunde og træning og det gjorde Cody også. Men Cody er samtidig den hund der lærte mig mest om livet. Han lærte mig så meget og den sorg jeg gik igennem da han blev aflivet har virkelig udviklet mig og været med til at gøre mig til den jeg er idag og lært mig at tackle og håndtere sorg på en helt anden måde end jeg var i stand til da jeg som 18 årig mistede den hund jeg troede skulle følge mig de næste mange mange år.
Jeg havde plaget og plaget mine forældre siden jeg var 14 om jeg dog ikke nok måtte få min egen hundehvalp. På det tidspunkt var Vaks 6 år gammel, og jeg begyndte at opdage at han ikke ville holde evigt og jeg vil så gerne have en afløser som kunne løbe agility, når Vaks ikke længere kunne være med. Mine forældre synes dog ikke lige at en ny hvalp var sagen på daværende tidspunkt. Samtidig kunne de dog godt se deres lille piges brændende ønske om at få sin helt egen hundehvalp, starte helt fra starten med en hvalp hun selv havde udvalgt og bare få lov at udleve sin drøm. Så kompromiet blev at jeg måtte vente 2 år og så måtte jeg få min egen hvalp. Det var to meget lange år, og jeg prøvede så mange gange at fremskynde processen, men mine forældre stod fast. Jeg troede aldrig at de to år skulle gå, og jeg kunne næsten ikke tåle at se synet af en hvalp nogen steder. Det var virkelig så stort et ønske! Endelig kom sommeren hvor jeg skulle ud og finde min helt egen hvalp, 16 år gammel. Jeg forhørte mig ved mine trænere, ang. valg af blanding (vil gerne have en blanding på daværende tidspunkt), og var opmærksom på en helt masse ting. På nettet fandt min mor et kuld hvalpe: 3/4 labrador retriever og 1/4 engelsk springer spaniel. En fantastisk blanding, som også skulle vise sig at blive en utrolig smuk og hurtig hund. Vi var ude og se kuldet da de var 5 uger gamle, og jeg udså mig hurtigt to hvalpe ud af 7 hanhunde (9 hvalpe i kuldet). Jeg tog hjem og som på alle de tanker der kørte rundt, for var jeg nu også helt sikker på at det her var HUNDEN? Efter en lang nat og en lang dag dagen efter, husker jeg at jeg listede ud i køkkenet hvor mine forældre sad og sagde at jeg havde bestemt mig. Jeg fortalte at jeg vil have den lille mørke som blev kaldt "Wolf". Mine forældre spurgte om jeg var helt sikker, og efter det ringede jeg til opdrætteren og sagde at jeg havde bestemt mig. Hun var meget glad for at sælge en hvalp til mig, og reseverede lille Wolf til mig. Jeg tror ikke at jeg lyver når jeg fortæller at den sommer var den mest lykkelige tid jeg nogensinde har haft. De 3 ugers ventetid på at få Cody hjem var ulidelige og jeg gik rundt med billeder på mig som jeg viste til alle og jeg fortalte og fortalte om min lille hvalp.
Endelig kom dagen. Det var dagen efter at jeg havde fået læseferie i 9. klasse, (behøver jeg sige hvor meget jeg fik læst?), og jeg vidste at min tid bare skulle være hjemme sammen med Cody hele sommeren. Vi satte kurs mod Varde hvor vi nåede frem til den mest bedårende lille hundehvalp. Åhh han var bare perfekt og fantastisk. Vi fik styr på de sidste detaljer og jeg tog ham med ud i bilen og vi kørte hjem. Han lå på bagsædet ved siden af mig hele vejen og jeg var bare SÅ lykkelig! Jeg havde det største smil over hele hovedet. Hjemme hilste Cody på Vaks og fandt sig hurtigt til rette i sit nye hjem. Det var en meget lykkelig tid, selvom det var en lidt større opgave at få en hundehvalp end jeg lige havde forestillet mig. Men ikke på noget tidspunkt var jeg træt af Cody eller ønskede en anden hund. Han var bare så perfekt som han overhovedet kunne være! Det gik lidt langsomt med træningen og han var lidt speciel at arbejde med og vores træningsmetoder passede nok egentlig bare ikke så godt på ham, set i bakspejlet. Men træningsfremskridtene kom dog stadig, også i agility, og jeg var lykkelig. Han var så nem i hverdagen, kom ALTID når man kaldte, om så der sprang en hare op foran ham. Han var bare sådan en let og dejlig hund. Det eneste der var med ham var at han var lidt utryg ved fremmede mennesker og specielt børn. Set i bakspejlet er jeg sikker på at det har været fordi han havde ondt.
Da han var 1 år og 10 måneder lagde jeg mærke til at han var meget stivbenet om aftenen, specielt efter en lang cykel eller gåtur. Efter lidt tid opdagede jeg at han faktisk haltede en smule om aftenen, og jeg vidste at han skulle til dyrlæge og tjekkes. Mandag morgen kørte vi til dyrlægen som mærkede på ham, og sagde at hun synes han skulle komme ind til røngent om tirsdagen. Tirsdag morgen afleverede jeg min gule hund ved dyrlægen og kørte hjem. Jeg snakkede meget frem og tilbage med min mor om hvad der ville ske hvis jeg ikke længere kunne træne agility med Cody, men samtidig med at det ville være en kæmpe sorg, så vidste jeg også at jeg vil gå over og træne lydighed med ham i stedet og vente med agility til jeg engang vil få en anden hund. Det var bare stadig en hård nød at sluge at det måske var slut med agility som betød så meget for mig. Alligevel betød min hund mere for mig og jeg bestemte mig for at han skulle have det bedst mulige liv, selvom det blev uden agility.
Da vi kom ind til dyrlægen kom vi med ind og så røngent billederne. Min dygtige dyrlæge forklarede og fortalte. Cody havde c/d hofter og ud over det, havde han en grim sygdom som gjorde at hans led blev helt krater agtige, i stedet for at være fine runde og glatte. Jeg brød fuldstændig sammen. Hans behandlingsmuligheder var ikke overbevisende og slet ikke langsigtede. Dyrlægen snakkede et par år. Da vi gik ud derfra vidste jeg hvad det betød. Jeg vidste at jeg ikke kunne byde min hund et sådan liv, og fra at være bange for at miste agility, skulle jeg nu miste min hund. Den hund som havde gjort mig til det lykkeligste menneske om som var min drøm igennem flere år. Alle de tanker jeg havde gjort mig om vores fremtid og alle de planer jeg havde for os. Vi kørte hjem og jeg var hoppet ind på bagsædet med cody ved min side. Hele vejen hjem lå han med hovedet i mit skød. Jeg var sikker på beslutningen, men ikke spor sikker på tidspunktet. Det var så hårdt og jeg tænkte over det hele aftenen. Da Cody om aftenen virkede til at være helt frisk efter bedøvelsen, var det blevet mørkt, så jeg tog ham i snor og gik op i byen en tur. Han hoppede og dansede rundt, for han havde slet ikke fået brugt sin energi den dag. Det var lige præcis dér jeg tog beslutningen. Hans liv de næste par måneder skulle foregå i snor og uden at løbe frit havde dyrlægen sagt. Og lige netop den aften viste Cody mig at den hund var han bare ikke. Da jeg kom hjem fra turen fortalte jeg resten af familien at dette var vores sidste aften med Cody og at han dagen efter skulle aflives. Jeg ville huske ham som en glad hund, der nød sit liv til det sidste. Jeg vil ikke huske ham som en syg hund der levede de sidste dage at sit liv begrænset.
Jeg sov ikke den nat, og næste morgen gik jeg tur med ham i 3 timer (for jeg vidste han først vil få ondt til aften, og der ville han have fået fred). Bagefter faldt vi sammen i søvn på stuegulvet indtil dyrlægen kom ved middagstid. Jeg sad med ham i mine arme og beroligede ham da han fik den første beroligende sprøjte. Desværre udløste den et epileptisk anfalt, hvilket var virkelig ubehageligt. Jeg kunne ikke gøre andet end bare at sidder der med ham i mine arme og holde ham fast indtil anfaldet var ovre. Bagefter fik han den sidste sprøjte og sov ind.
Det tog mig 1 år før jeg ikke længere græd over ham hver dag og så småt kom videre. Tabet af ham vil altid sidde dybt i mig og følge mig resten af mit liv.
Hvil i fred min kære dreng.